Ingeniørpraktikanter

KPC søger dygtige og engagerede ingeniørpraktikanter.

Er du under uddannelse til bygningsingeniør, og brænder du for at komme ud og anvende din viden i praksis – så kan det være netop dig, vi har behov for!

Som ingeniørpraktikant ved KPC får du ansvar fra første dag. Du komme på et projekt, hvor du på lige fod med de øvrige medarbejdere vil blive en del af det team, der skal sikre, at projektet bliver en succes på byggepladsen.

KPC tilbyder dig gode muligheder for både personlig og faglig udvikling. I tæt samarbejde med vores erfarne bygge- og projektledere vil du komme til at arbejde med kvalitet, sikkerhed og arbejdsmiljø. Du vil komme til at samarbejde med forskellige interessenter på byggepladsen, hvilket vil udfordre og styrke dine samarbejds- og kommunikationsevner. Endvidere vil din forretningsmæssige forståelse blive skærpet. Du vil få indsigt i de økonomiske udfordringer og aspekter, der er i projektet.

Vi har altid mange spændende projekter i gang, og du vil aktivt blive involveret i alle opgaver omkring det aktuelle projekt, du kommer på – herunder:

  • Planlægning: overholdelse af tidsfrister, herunder løbende opdatering af hovedtidsplan og udarbejdelse af detailtidsplan.
  • Kvalitet: tilsyn og opfølgning (RIB Capture)
  • Opfølgning og kontakt med entreprenører, leverandører og myndigheder
  • Afleveringsforrentning: mangel registrering og opfølgning.
  • Arbejdsmiljø: bistå arbejdsmiljø koordinator med PSS, sikkerhedsrundering, afholdelse af sikkerhedsmøder, løbende opdatering af byggepladsplan samt andre arbejdsmiljøopgaver.

Opgaverne kan variere alt efter, hvor projektet er i sin fase, når du starter, men vi gør en stor indsats for at finde det helt rigtige projekt til dig alt efter dine fremtidsplaner.

Kvalifikationer og kompetencer

Du er under uddannelse som bygningsingeniør.

For at trives hos KPC skal du trives i en flad organisation, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, og hvor du på en hurtig og direkte måde kan få feedback på dit arbejde.

Som person er du engageret, pligtopfyldende og ambitiøs. Du er fleksibel og brænder for ansvar og læring. Du har drive og mod på selvstændigt at tage fat og kaste dig ud i opgaverne. Du er desuden udadvendt og kan kommunikere åbent og effektivt både mundtligt og skriftligt.

Din måde at gå til en opgave på er struktureret, analytisk og rationel. Endvidere har du et solidt kendskab til it, gerne MS Project.

Flere af vores praktikanter kommer tilbage til os efter endt uddannelse og kommer i fast arbejde. Som medarbejder i KPC er der rig mulighed for at udbygge sine kompetencer igennem ansvar og efteruddannelse.

Ansøgningerne sendes til gpo@kpc.dk og behandles løbende

Søg stilling

KPC har byggeaktivitet i store dele af landet, hvilket giver mulighed for praktikplads i nærheden af din bopæl.

Om KPC

KPC er et veletableret dansk udviklings- og entreprenørselskab, der blev grundlagt i 1979 med afdelinger i Herning og København.

Kerneydelsen er udvikling og gennemførelse af byggeprojekter fra idéfase til nøglefærdige afleveringer. Til enhver tid individuelt, tilpasset byggeri, der opfylder kundernes krav i forhold til arkitektur, funktionalitet, økonomi eller til bæredygtigt byggeri med gode driftsmæssige forudsætninger.

KPC er fortsat privatejet, uafhængig og selvstyrende. Selvstændigheden gør selskabet til en beslutningsdygtig og handlekraftig partner. Organisationsstrukturen er flad og medarbejderne kendetegnes ved at være engagerede og ansvarsfulde. Grundet den flade struktur favner man som medarbejder ofte flere funktioner og ansvarsområder.

Selskabet beskæftiger ca. 140 funktionærer, primært bestående af ingeniører, konstruktører, byggeteknikere, jurister og økonomer.

keyboard_arrow_up