Back

Byggestart og et frækt gadenavn

5. september 2013

Opførelsen af ejerlejligheder, ungdomsboliger og nyt kontor til FællesBo er officielt startet på den gamle brandstationsgrund i Herning

Bybørnehaven Asylet var med, da administrerende direktør Kurt Poulsen fra KPC A/S tog første spadestik til byggeriet af Nis Petersens Gaard

Fredag blev der taget et første spadestik til det nye byggeri på hjørnet af Nygade og Skolegade midt i Herning.
 
Efter næsten 10 års venten sker der endelig noget på den centrale plads midt i Herning, hvor gravearbejdet egentlig allerede var begyndt.
 
- Det er svært at tage første spadestik, når man ser det hul der, bemærkede borgmester Lars Krarup (V) med et smil, da han som den første holdt tale.
 
Misundelig på ungdommen
Ordet unikt gik igen. Et unikt byggeri i sit udseende med en unik pacering midt i Herning med et byggeri, der lige præcist kunne give midtbyen det løft, vi ønskede i Herning Byråd, sagde borgmesteren.
 
Det kommende byggeri bliver også unikt, ved at ejerlejlighederne til mellem to og fire millioner kroner stykket får en række ungdomsboliger som nærmeste naboer.
 
- Og jeg bliver misundelig, når jeg ser de ungdomsboliger i forhold til dengang, jeg boede på kollegium. De får et lille køkken, eget bad, soverum, en pænt stor stue og sørme også altan, sagde formanden for FællesBo, Knud Villy Mogensen.
 
Nyt navn til gaden
Vejen ind til det nye byggeri skal også have et navn. Og koncerndirektør Kurt Poulsen fra KPC A/S leverede sit eget forslag.
 
- Vi vil foreslå, at vejen kommer til at hedde Sandalmagerens Gade. Jeg ved godt, at det måske er et frækt forslag, og så frække er I måske heller ikke i kommunen, men I har før vist, at I tør gå nye veje, sagde Kurt Poulsen med adresse til borgmester Lars Krarup (V).
 
Navnet skal hylde forfatteren Nis Petersen, der i 1931 fik udgivet bogen Sandalmagerens Gade, der var en fortælling om livet i det antikke Rom.
 
Bogen blev skrevet, mens Nis Petersen boede på Nygade i Herning, og er i dag hans mest kendte værk.

29.09.2013

Af Jesper Wind - journalist ved Mediehuset Herning Folkeblad

Back

keyboard_arrow_up