Back

Første spadestik på 12 nye almene boliger i Gjellerup

21. november 2011

Borgmester Lars Krarup tager den 22., november første spadestik til 12 boliger i Gjellerup. Seks af boligerne bliver opført med indlejret teknologi, som blandt andet er med til at optimere driften og vedligeholdelsen samt hjælpe beboerne til at spare energi og bevare et godt indeklima.

Tirsdag den 22. november vil Borgmester Lars Krarup føre spaden til første spadestik i et byggeprojekt ved Virkelyst i Gjellerup, hvor der skal bygges 12 boliger. Seks af boligerne bliver opført med indlejret teknologi, som blandt andet skal være med til at forbedre byggeprocessen, optimere driften og vedligeholdelsen samt hjælpe beboerne til at spare energi og bevare et godt indeklima. 

Boligerne henvender sig til folk på 50+, der kan vælge mellem 3 og -rums boliger på ca. 101-112 m2. Byggeriet forventes at være færdigt til efteråret 2012. 
Efter det første spadestik går entreprenørerne for alvor i gang med opgaven. Projektets formål er at udvikle og afprøve intelligente løsninger til byggematerialer, som kan forbedre byggeprocessen ved at undgå nogle af de faldgruber, der er undervejs. 

Kunne man blot hæve effektivitetsprocenten med 5 %, ville der være rigtig mange penge at hente, siger direktøren for Boligselskabet Fruehøjgaard Bjarne Krog-Jensen. Det er et spørgsmål om at foregribe og forhindre nogle af flaskehalsene ved hjælp af indlejret teknologi i form af små chips eller stregkoder med transportoplysninger eller andre nyttige informationer. 
Målet med projektet er altså at skabe en proces, der kan sikre høj effektivitet og korrekt udførelse. 

Et andet fokus i forsøget vil være at bruge indlejret teknologi til at hjælpe med drift og vedligehold. For eksempel kan en chip være med til at overskueliggøre hvordan og hvor ofte, et materiale skal vedligeholdes. 
Endelig skal teknologien komme beboerne og miljøet til gode. Det er planen, at beboeren skal kunne aflæse boligens tilstand på en skærm. 
Dét skal være med til at skærpe beboerens opmærksomhed på energiforbruget i boligen. 

Forsøgsprojektet, som er tegnet af Årstiderne Arkitekter , skal virkeliggøres i samarbejde med Dansk Industri og SBi. Desuden deltager virksomheder indenfor byggematerialebranchen og ITbranchen samt KPC Herning A/ S som totalentreprenør og MidtConsult som rådgivende ingeniører. 

Grundpillen i projektet skal egentlig findes i en række møder for flere år siden mellem Boligselskabet Fruehøjgaard og Ingvar Cronhammar om et klosterprojekt, som dog aldrig blev til noget, da budgettet var alt for højt. I den historie findes dog baggrunden for navnet på den nye afdeling i boligselskabet; nemlig Klosterparken. 
Projektet skal være banebrydende og stimulere udviklingen i branchen. Kunsten er at gøre det til en forretning for alle parter, så det bliver en frugtbar investering både forretningsmæssigt, fremtidsmæssigt og miljømæssigt.

Back

keyboard_arrow_up