Back

Hjælper unge der er gået i stå

5. december 2011

Simon Falk Hansen er en af de tre unge på byggeprojektet Bio City Næstved, der er kommet godt videre: i dag er han i lære som VVS'er.

Entreprenørselskabet KPC København er en af de virksomheder, der har lavet en partnerskabsaftale med Næstved Kommune og Dansikring. Siden uge 32 i år har byggesagen Bio City Næstved nemlig haft fem unge tilknyttet i Go-For-It regi. 

-Vi er gået ind i projektet, fordi vi kan se fornuften i, at unge mennesker kommer videre. At de flytter sig fra en indholdsløs hverdag, ledighed, og hvad de ellers måtte pukle med, til noget at stå op til hver dag. Selvfølgelig er der også gratis arbejdskraft i det for os, men der ligger også noget arbejde i at sætte de unge i gang, fortæller Mikael Larsen, direktør hos KPC . Han understreger, at man i KPC ikke havde kunnet indgå aftalen, hvis ikke underentreprenørerne havde sagt ja til at tage imod de unge. 

Én af dem er Frederik Vestrup, der er formand i tømrervirksomeden BGB a/ s. Han har kun gode erfaringer med projektet:

-Tre af de fem unge, vi har haft tilknyttet, er faktisk kommet videre og har fået en læreplads, og det må da siges at være positivt. Der er heller ingen tvivl om, at hvis vi selv stod og manglede en lærling lige nu, ville vi se på, om ikke det kunne have en af de unges interesse, og det, tror jeg, er en generel tendens: hvis en arbejdsgiver har haft en ung under vingerne, som har bevist, at han kan møde til tiden og tage fat, er det oplagt at vælge ham frem for så mange andre, hvis man skal ansætte en lærling. 

Derfor er jeg sikker på, at projektet vil hjælpe den her gruppe af unge, der er gået i stå af forskellige årsager, siger Frederik Vestrup.

Back

keyboard_arrow_up