Back

KPC-konsortium sælger nyt, stort ejendomsprojekt til tysk investor

17. januar 2019

Pressemeddelelse

PATRIZIA Immobilien AG har indgået aftale om køb af en ejendom ud mod kanalen i Københavns attraktive bydel, Teglholmen.

Sælger er et konsortium bestående af KPC og Reka, som har udviklet og opført flere projekter sammen i området, med advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius som juridisk rådgiver.

Den 6.672 kvadratmeter store ejendom med 71 boliger er lige nu under opførelse af KPC og bliver afleveret indflytningsklar i juni 2019.

Ejendommen, som PATRIZIA investerer i, er i øvrigt en del af et større projekt bestående af en dagligvarebutik, cirka 70 almene boliger og tilhørende p-kælder, som KPC også opfører.

PATRIZIA Immobilien AG er en global partner for europæiske ejendomsinvesteringer, og opkøbet sker på vegne af en af PATRIZIAs paneuropæiske boligfonde PATRIZIA Wohn-Invest Europa I.

"KPC har tidligere samarbejdet med PATRIZIA om flere andre sager i området, men det er nyt, at vi bygger til dem. Det nye samarbejde i Teglholmen er klart udtryk for, at KPC er kommet i en liga, hvor vi foretrækkes som samarbejdspartner af de helt store aktører inden for ejendomsinvestering. Det viser, at investorerne har stor tillid til KPC’s evner som projektudvikler og totalentreprenør. Vi har også historisk bevist, at både udviklingsopgaver og totalentrepriser er koncernens kernekompetencer", siger direktør Jesper Jørgensen fra KPC. Han tilføjer, at KPC’s set-up er unikt og i høj grad netværksorienteret.

"Vi ser, at de største investorer i markedet trygt går i samarbejde med KPC igen og igen, og min analyse er, at det sker, fordi vi er nemme at arbejde sammen med, og vi får tingene til at ske smidigt og hurtigt. Vi har positioneret os som en stærk samarbejdspartner, som evner at skabe og styre store udviklingsprojekter fra A til Z. KPC er kendt for at tage ansvar og drive projektet fremad fra den tidlige idéfase, over indhentning af byggetilladelser og helt frem til byggefasen. Byggerierne leveres herefter til tiden og i den aftalte kvalitet", slutter Jesper Jørgensen.

KONTAKT

Jesper Jørgensen
Udviklingsdirektør
Tel: +45 22 72 76 45 
jej@kpc.dk

 

 

 

Back

keyboard_arrow_up