Back

KPC tager sidste bid af havneetape i Køge

8. december 2020

Udviklingsselskabet Køge Kysts bestyrelsen har netop godkendt KPC’s boligkarré på Søndre Havn i Køge, som dermed bliver det syttende boligprojekt i området, der får grønt lys. Det skriver Køge Kyst i en pressemeddelelse

Illustration: AartIllustration: Aart

Med aftalen mellem KPC og Køge Kyst er alle byggefelter i de første fire etaper på Søndre Havn nu solgt. De to sidste etaper mod nord forventes udviklet om nogle år, i takt med at de sidste virksomheder flytter fra havnen.

 – Det er et uhyre inspirerende område, hvor naturen, stranden og havnemiljøet spiller sammen med de moderne boliger og den gamle middelalderby, og vi har haft en stærk fælles ambition med Køge Kyst om ikke bare at lave ”mere af det samme”, siger udviklingsdirektør i KPC, Jesper Jørgensen, efter at bygherrens skitseprojekt nu er godkendt. 

Tegnestuen Aart har tegnet huset, som bliver et boligbyggeri med cirka 85 lejligheder fra 50 til 130 kvm. Projektet vil blandt andet rumme rammer for naboskab og fællesskab, samtidig med at der også er plads til privatliv. 

Det nye byggeri vil således rumme fælles faciliteter som en stor fælles tagterrasse, og gården bliver indrettet med små opholdsområder og orangeri. Samtidig er der tænkt over, at arkitekturen skal invitere til ophold og små møder. For eksempel er svalegangene med vilje gjort tilpas store til, at de også kan bruges som opholdsarealer.

KPC forventer at stikke spaden i jorden til det nye byggeri i løbet af 2021.

En tænketank med eksperter i byliv og boligformer har fra starten givet input til KPC’s byggeri med henblik på at skabe kvalitet, bæredygtighed og fællesskaber. Tænketanken blev også inspireret af de gamle industribygninger på havnen, hvilket har ført til, at arkitekturen refererer til klassiske pakhuse. Karréen bliver nabo til en af havnens gamle siloer. 

– Vi har skabt rum for tænketanken, givet os tid til få visionerne og identitet med i projektet, allerede inden Aart begyndte at tegne. Tænketankens ideer er direkte afspejlet i huset, som er designet til både fællesskab og privatliv, siger Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen. 

– Ideen om at skabe en hilsen til industrihavnen kom, fordi vi besøgte stedet og brugte tid på at tale om, hvad der var vigtigt, på netop det sted. Der var flere, der sagde, at de savnede havnekarakteren og noget gammelt. Så det er historien om pakhusarkitekturen, der samtidig er fint tilpasset til bydelen på Søndre Havn, tilføjer hun.

I tænketanken har deltaget arkitekter og antropologer fra Aart, medarbejdere fra Køge Kyst og KPC samt organisationskonsulent Annette Højgaard Jønson, arkitekt m.a.a. Per Schulze, antropolog Ida Torp Neergaard og iværksætter, foredragsholder og forfatter Claus Skytte, der alle er hentet ind som fageksperter.

Det nye byggeri skal bygges til at opnå en bæredygtighedscertificering i klassen DGNB Guld.

KONTAKT
Bo Knudsen

Adm. Direktør
Tel: +45 2272 7369
bk@kpc.dk

Back

keyboard_arrow_up