Back

ODEON, Odenses nye musik-, teater og konferencehus vinder Grand Prix pris i Lissabon

25. april 2018

Det 11. Saint-Gobain Gypsum International Trophy Awards blev for nylig afholdt i Lissabon, hvor 87 projekter fra 37 lande konkurrerede om priser inden for 6 kategorier samt en Grand Prix pris. Her blev Danmark den store vinder, og kunne gå derfra med Grand Prix prisen for projektet ODEON, Odenses nye musik-, teater og konferencehus.

Omkring 450 arkitekter, entreprenører, journalister og Saint-Gobain ansatte fra hele verden deltog i prisuddelingen der fandt sted den 23. marts 2018.

Trophy er en mulighed for at anerkende det fremragende samarbejde der eksisterer mellem Saint-Gobain og dets kunder, og en særlig mulighed for at hylde projekter, hvor særligt entreprenørerne har udvist exceptionelt håndværksmæssig ekspertise og tekniske færdigheder. Der lægges vægt på en høj kvalitet af håndværk, kombineret med fremadrettet tænkning, inkorporering af specifikke præstationskriterier og et godt samarbejde mellem de involverede partnere, der er med til at gøre byggeriet til virkelighed.

Derfor blev ODEON Grand Prix vinder

Grand Prix trofæet udleveres til det projekt og den entreprenør, der repræsenterer den samlede konkurrencevinder. Odenses nye musik-, teater og konferencehus vandt hovedprisen, da det var et fremragende eksempel på brugen af højtydende gipssystemer kombineret med godt håndværk.

ODEON står nu som et velfungerende kulturelt powerhouse midt i Odense. Et powerhouse der samler Syddansk Musikkonservatorium, Skuespiluddannelsen Odense, Odense Teater samt café og ungdomsboliger under et tag. Men vejen til det færdige byggeri krævede ekspertise og et godt samarbejde omkring viden og ideer i de kritiske faser af byggeriet. For ODEON er et anderledes byggeri med skæve vinkler og forskellige typer rum, og derfor var der også et behov for at tænke nyt. Nok kunne man benytte standard løsninger, men ofte skulle de anvendes på nye og anderledes måder.

En af de største udfordringer i byggeriet var de strikse akustiske krav, der blev stillet til bygherren. Der skulle lydisoleres effektivt mellem de forskellige musiksale og byggeriets øvrige rum. Samtidig skulle akustikken fungere optimalt med lav efterklangstid og høj taleforståelse.

KONTAKT
Bo Knudsen

Adm. Direktør
Tel: +45 2272 7369
bk@kpc.dk

 

 

 

Back

keyboard_arrow_up