Back

Rejsegilde på Kunstnerkarréen

16. august 2018

Kunstnerkarréen sætter høj standard for lejeboliger i København, hvor der er rækkehuse til familierne, lejligheder skræddersyet til singler og par blandt de 95 kommende luksusboliger i Ørestaden. PensionDanmark har i foråret 2019 de bæredygtige boliger klar til den kvalitetsbevidste lejer.

Ørestadens Arenakvarter får en ny oase af kvalitetsboliger til udlejning. Mandag den 20. august kl. 11.30 afholder bygherren PensionDanmark og totalentreprenøren KPC rejsegilde på Richard Mortensens Vej 20. I foråret 2019 kan de kommende lejere flytte ind i 95 lejligheder eller rækkehuse med særlig vægt på kvalitet, bæredygtighed og beliggenhed.  

”Boligerne bliver et match for den kræsne lejer. Dem der vil bo i en gennemtænkt kvalitetsbolig uden at gå på kompromis med adgang til byliv, natur eller det ekstra badeværelse. Kunstnerkarréen er et godt eksempel på vores strategi om at skabe bedst mulige afkast til vores medlemmer på både kort og lang sigt. Ved at bygge bæredygtige ejendomme med lave udgifter til energi og vedligehold, er beboerne også tilfredse på lang sigt,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Som en del af PensionDanmarks værdiprogram vil boligerne blive bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld. Det kræver meget høje standarder for materialernes kvalitet og deres betydning for miljøet. Certificeringen betyder også, at de kommende lejere kan se frem til lavere udgifter til varme og vedligehold, mens der er investeret i et indeklima og grænser for støjniveau, der tilgodeser lejernes helbred bedst muligt.

”Vi er stolte af det projekt, som vi har skabt i samarbejde med PensionDanmark. Det er et projekt at høj kvalitet, som vil være med til at realisere visionen om Ørestad Syd, som et godt sted at bo og leve for en masse mennesker. Samarbejdet med PensionDanmark har et stærkt fælles fokus på at skabe et godt resultat, der kan danne rammerne for de fremtidige beboeres hverdag og fritid,” siger udviklingsdirektør Jesper Jørgensen fra totalentreprenøren KPC A/S.

Boligernes fokus på kvalitet stopper ikke ved deres tagterrasser, haver eller altaner. Social bæredygtighed er også et parameter for guld-certificeringen og vil afspejle sig i sammensætningen af beboere i de forskellige boligtyper. Eksempelvis lejligheder og opgange, hvor indretning og boligtype er tilpasset efter singler, par eller børnefamilien. Det suppleres med et gennemtænkt udeområde, der giver de bedst mulige rammer for både fællesskab og privat fordybelse. Derfra er der direkte adgang til Kalvebod Fælleds åbne vidder, metrostation med hurtig adgang til lufthavn og byliv samt til indkøb, koncerter, skoler mm. i et nærmiljø i rivende udvikling.
De 95 nye boliger vil være fordelt på 28 familievenlige rækkehuse i to og tre etager og 67 lejligheder fordelt på fem etager. Projektet rummer også 56 parkeringspladser i egen p-kælder, som lejes til beboerne i Kunstnerkarréen.

Fakta om Kunstnerkarréen
28 familierækkehuse på 118-128 m2
67 lejligheder fra 2-5 værelser på 59-115 m2
56 p-pladser i kælder udlejes til lejerne
Total BR15-areal: 9.189 m2 + 2.571 m2 kælder
Forventet indflytning: Lejligheder: 1. marts 2019 – rækkehuse: 1. april 2019
Bygherre: PensionDanmark A/S
Totalentreprenør: KPC A/S
Arkitekter: Årstidens Arkitekter
Udlejer: DEAS
Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld

Jesper Jørgensen
Udviklingsdirektør
Tel: +45 2272 7645
jej@kpc.dk

 

Back

keyboard_arrow_up