Back

Solen gør mere for Føtex

6. december 2012

KPC har for Dansk Supermarked opført landets første Føtex lavenergivarehus i Egedal mellem Ballerup og Frederikssund

Det nye Føtex i Egedal er et moderne lavenergivarehus opført i samarbejde med KPC.

Som ved flere andre af kædens varehuse kan kunderne parkere på taget, hvor der er 100 p-pladser. Oven over p-pladserne er der lange rækker med solceller, som forsyner varehuset med en stor del af det daglige forbrug af energi.

Der er fire anlæg med 350 kvm. solceller, og varehuschefen kan følge den daglige produktion af energi på nogle displays på tagets anlæg, hvor en tekniker tager sig af den daglige drift af solcelleanlægget.

Varehusets kunder kan på skærme ved varehusets indgang og opkørsel til p-pladserne på taget, få oplysninger om hvor meget energi solcellerne producerer.
Skærmene giver information om, hvor mange kiloWatt solcelleanlægget producerer til butikken, og hvad den aktuelle produktion svarer til af CO2-besparelse. Skærmen fortæller desuden, hvor mange kiloWatt anlægget har produceret i alt. 
Der forventes en produktion på omkring 50.000 kiloWatt om året, og først når der er gået et år, kan man sige, hvor stor en del af varehusets energiforbrug, der egentlig dækkes af solcelleanlægget.
 
Anlægget i Føtex Egedal er koblet til Dong, og det betyder, at Dong sørger for at levere den strøm til varehuset, som solcelleanlægget ikke selv kan dække. Omvendt kan varehuset sælge af sin overskydende energi til Dong.

Det er især køle-og frysemøblerne, som er de store energislugere i varehuset, og det er her, at energien fra solcellerne gør stor nytte og for alvor mindsker energiregningen. 
Hertil kommer, at alle fryse-og kølemøblerne har låger, som også er mere energivenlige end de åbne skabe og diske . 
Solenergien gør også belysningen mere klimavenlig, idet loftbelysningen består af moderne LED-belysning, som man ligeledes finder i de nye køle- og frysemøbler.
 
For at øge energibesparelserne yderligere, har hele varehuset desuden fået ekstra isolering på alle ydervæggene.

Lavenergivarehuset er fremtidens Føtex, med lav CO2 påvirkning og ny indretning, hvor opbygningen giver kunderne nemmere overblik og adgang gennem butikken.

Back

keyboard_arrow_up