Back

Tilbygning forvandler 10 år gammelt hotel

24. november 2011

Om-og tilbygningen af Hotel Scandic i Københavns Sydhavn giver en oplevelse af et helt nyt hotel

I udgangspunktet er den ikke mindre end 103 værelsers store tilbygning af Scandichotellet i Københavns Sydhavn en udvidelse. 

I praksis vil hotelgæsten opleve et helt nyt hotel med renoveret foyer, nye konference-og mødelokaler samt nye fitnessfaciliteter. 

Dertil kommer, at også udearealerne har undergået en forvandling. Det 8.400 m2 store byggeri er udført af KPC København A/S i totalentreprise, og Scandic-hotellernes husarkitekt, svenske Krook och Tjäder, har stået for indretningen, mens det ligeledes svenske Fastighedspartners AB har været bygherrerådgiver for I/ S Lorentzen, der står bag byggeriet.

Populært hotel
Hotel Scandic i Sydhavnen var i forvejen et populært konferencehotel. Beliggenheden på Sydhavns Plads - på hjørnet af Vasbygade og P. Knudsens Gade - lyder måske ikke umiddelbart som den rene idyl, men det moderne konferencehotel ligger blot ca. 15 minutter fra Københavns lufthavn og ganske tæt på flere af Københavns mange seværdigheder. 

Beliggenheden giver derfor hotellet mange overnattende gæster. 
Set i lyset af stigende efterspørgsel på blandt andet konference-og mødefaciliteter begyndte man derfor i 2010 en større udvidelse af hotellet. 

I tæt samarbejde med bygherre gik KPC København A/S i december 2010 i gang med tilbygningen af 103 værelser, 3 konferencesale og 11 mødelokaler. 
Hotellet rummer i dag ikke mindre end 391 værelser og fremstår som et alsidigt hotel, der kan tilbyde alt, hvad hjertet kan begære for såvel sportsturisten , konferencegæsten som børnefamilien. 

Den nye fløj er udført som et match til den oprindelige bygning, idet der dog er tilføjet karnapper, som bryder den blanke, røde teglflade. Fløjen er bundet til det oprindelige byggeri med et glastårn, der dublerer det oprindelige indgangsparti, som bryder igennem hotellets samtlige fem etager.

Let og luftigt
Ankomst til hotellet og fordeling foregår i det markante femetagers høje ankomstrum. 

I stueplanet er placeret konferencefaciliteter i form af møde-og konferencerum, og restaurant er også placeret her. 

Tilbygningerne, der rummer møde-og konferencelokaler, har givet rum til en åben atriumgård, hvor der er servering i den varme del af året. 

Bygningen fremstår muret i en rød sten vandret opdelt af sammenhængende mørke vinduesbånd. Penthouseetagen er tilbagetrukket fra den øvrige facade og udført i en let konstruktion. Det er heroppe på den nye fløj, der også er blevet plads til en tagterrasse med jacuzzi. Herfra kan man året rundt nyde udsigten over hovedstaden og havneområderne. 

Ankomstrummet er accentueret af det femetagers høje krumme glasparti, der med sine vandrette gitterkonstruktioner fremstår let og luftigt. 

I det høje udsigtsrige rum forbinder krumme broer de to oprindelige værelsesblokke og giver her gæsterne en orientering om, hvor i bygningen og også, hvor i byen de befinder sig. Den ny værelsesfløj nås gennem den østlige af de oprindelige fløje. 
Man kan ikke sige at Scandic Hotel ligger på et af Københavns skarpeste hjørner. 
Men også på bløde hjørner gives der rum til de forhåbentligt mange gæster, den lille hovedstad skal byde velkommen gennem de næste mange år.

Hotel Scandic
Areal: Ca. 8.400 m2 Bygherre: I/S Lorentzen Totalentreprenør: KPC København A/S Arkitekt: AK 83 Arkitektkontoret A/S Landskab: Lassen Landskab Indretning: Krook och Tjäder Ingeniør: Midtconsult A/S. 

Back

keyboard_arrow_up