Back

Pressemeddelelse - Topmoderne, bæredygtigt plejehjemsbyggeri på attraktiv placering i Esbjerg

18. maj 2021

Med Northern Horizon som kommende ejer, KPC og Projektas som udvikler og bygherre og Danske Diakonhjem som operator etableres et nyt topmoderne friplejehjem i Esbjerg by. Plejehjemmet bygges med stærkt fokus på bæredygtighed og er DGNB-certificeret. Parterne forudser yderligere behov for moderne og bæredygtige friplejehjem i Danmark.

Foto: Visualisering/Årstiderne ArkitekterFoto: Visualisering/Årstiderne Arkitekter

Moderne indretning og bynær placering
Det kommende friplejehjem i Esbjerg omfatter 60 moderne plejeboliger. Byggeriet, der er på 5500 kvadratmeter og yderligere 2200 kvadratmeter kælder, rummer også wellness-faciliteter og en festsal, hvor beboere kan samles til sociale aktiviteter.

- Vi har i lang tid haft et ønske om at etablere plejehjem i Esbjerg, og nu har vi den rette beliggenhed. Det nye plejehjem får en central beliggenhed i Esbjerg by og vil ligge tæt på nogle af de boligområder, hvor vores kommende beboere har tilbragt deres liv, og med gode tilkørselsmuligheder for pårørende, siger Emil Tang, der er direktør i Danske Diakonhjem, som står for driften af det nye plejehjem.

Erfaren ejer med ekspertise i ældreplejesektoren
Ejeren – det danske selskab Northern Horizon - er en erfaren kapitalforvalter med aktiviteter i Norden og Østersø-området og særlig ekspertise inden for ældreplejesektoren. Northern Horizon har ejendomme for DKK 8,5 mia. under forvaltning med kapital, der typisk kommer fra forsikrings- og pensionsselskaber. Selskabets investeringer foregår ud fra et mål om at skabe attraktive, moderne og bæredygtige rammer for ældre borgeres seniorliv.

- Vi er meget begejstrede over at være med til at skabe et nyt friplejehjem, der bliver en del af Esbjerg by. Der er et stigende behov for plejeboliger i Danmark, og via private plejehjemsbyggerier er vi i stand til at etablere moderne plejeboliger i høj kvalitet, der kan dække en del af dette behov, forklarer Kasper Wehner, der er ansvarlig for selskabets danske investeringer.

Yderligere behov for friplejehjem
Northern Horizon har siden 2007 investeret i mere end 120 plejehjem i Sverige og Finland, og har for nylig investeret i sit første danske friplejehjem i Frederikssund. Med plejehjemmet i Esbjerg føjes endnu et dansk plejehjem til listen, og selskabet forventer at investere i yderligere 5-6 plejehjemsprojekter her i landet. Begge danske plejehjem er bæredygtighedscertificeret.

- Når vi vurderer potentielle projekter, så er bæredygtighed en af de helt afgørende faktorer, og vi har lagt meget stor vægt på, at plejehjemmet i Esbjerg er guld-certificeret efter DGNB-standarden, uddyber Kasper Wehner.

KPC har stået for projektudviklingen og er bygherre på plejehjemmet sammen med Projektas.

- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Danske Diakonhjem og Northern Horizon på dette projekt. Over de kommende år skal der etableres et stort antal plejeboliger, og derfor er det interessant for os at få lejlighed til at arbejde sammen med to aktører, der på hver sit felt er stærkt specialiserede inden for ældreplejeområdet, siger udviklingsdirektør Henrik Hoffmann fra KPC.

Det nye friplejehjem etableres på grunden Storegade 26-28, Esbjerg. Der er opnået byggetilladelse, og plejehjemmet vil efter planen stå færdigt i november 2022.
 
Kontaktpersoner:
Kasper Wehner, Investment Director og landechef, Northern Horizon, kasper.wehner@nh-cap.com

Emil Tang, direktør, Dansk Diakonhjem, et@diakon.dk

Henrik Hoffmann, udviklingsdirektør, hho@kpc.dk

Fakta:

Om Northern Horizon Capital
Northern Horizon er en uafhængig kapitalforvalter med strategisk fokus på bl.a. ældreplejesektoren. Northern Horizon har siden 2007 udviklet og erhvervet mere end 120 plejehjem i Norden, der lever op til de nyeste standarder inden
for bæredygtighed.

Northern Horizon forvalter ejendomsfonde for førende europæiske pensionsselskaber, forsikringsselskaber og andre institutionelle investorer. Virksomheden har kontorer i København, Helsinki, Stockholm, Berlin, Vilnius og Tallinn. Northern Horizon omfatter ca. 40 specialister og har ejendomme for DKK 8,5 mia. under forvaltning. https://www.nh-cap.com

Om Danske Diakonhjem
Danske Diakonhjem er den største ikke-kommunale aktør på ældreområdet i Danmark med ca. 2.800 ansatte. Danske Diakonhjem er en selvejende nonprofitorganisation, der tager afsæt i det kristne livs- og menneskesyn. Organisationen etablerer og driver plejehjem og driver hospicer og botilbud til forskellige målgrupper.
https://www.diakonhjem.dk

Om KPC
KPC er eksperter i projektudvikling samt hoved- og totalentrepriser. Virksomheden blev etableret i 1979 og beskæftiger 170 medarbejdere fordelt på afdelingerne i Herning og København. KPC opnåede sin første Green Building-certificering i 2010 og har erfaring med at gennemføre DGNB-certificerede projekter både inden for kontorhusbyggeri og bolig- og rækkehuse.
http://www.kpc.dk
 

Back

keyboard_arrow_up